Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Engelsborg Børnehus er en integreret daginstitution med plads til 24 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Vi er en del af Område Nord i Viborg kommune, vi har en fælles områdeleder med 7 andre institutioner og dagplejen i området. Vores hus er en gammel landsbyskole, som er bygget om til daginstitution. Der findes stadig flere charmerende detaljer fra da huset blev brugt som skole, bl.a. er bjælkerne og ophæng fra den gamle gymnastiksal stadig synlige hos "myrerne". Huset har været under løbende renovation, senest blev der tilbygget og ombygget i 2019.  Vi ligger i bydelen Engelsborg i den nord vestlige del af Viborg. I nærheden af børnehuset findes der flere offentlige legepladser, naturskolen og Undallslund skov, som vi bruger flittigt. Vi har en stor og alsidig legeplads med mulighed for mange forskellige lege, der er buskads med huler, frugt træer og buske, bålplads og bålhytte, bakker, græsareal, sandkasser, fliseareal til cykler og mooncars og plantekasser.

I vuggestuen er der "Humlebierne" og "Sommerfuglene", som begge er grupper med de 0-3-årige børn. En del af legepladsen er hegnet ind, så de mindste har et dejligt område at lege på tilpasses deres aldersgruppe.

I børnehaven er der grupperne "Myrerne" og "Græshopperne" som er grupper for 3-5-årige børn og "Skarnbasserne" som er vores førskole gruppe for de 5-6 årige børn. 

I Engelsborg Børnehus er der særlig fokus på samarbejdet på tværs af grupperne, og på at skabe sammenhæng i huset. Vi opfatter det enkelte barn som unikt med egne følelser, holdninger og drømme for fremtiden. Det betyder, at det enkelte barn skal involveres og have indflydelse på egen situation. Det er væsentligt at vide, at kun i relationer med andre og i tilknytning til andre kan barnet vokse og lære. Vi ser forældrene som de vigtigste voksne for barnet og har derfor hovedansvaret for barnets liv, udvikling og opvækst. Vi ønsker at forældrene er inddraget i et reelt og ligeværdigt samarbejde med institutionen byggende på tillid, forståelse og respekt. Vi har fokus på, hvordan vi kan skabe større sammenhæng for det enkelte barn og forældrene. Der er skabt strukturer i både vuggestuen og børnehaven, som betyder, at alle børn skal skifte gruppe og kontaktperson i mindst muligt omfang. Strukturen er skabt, så alle børn har mulighed for i et roligt tempo at skabe gode relationer til både børn og voksne, og have betingelser for at være en aktiv deltager i børnefællesskaberne. Der er altid fokus på, at de rammer vi sætter og de aktiviteter, der planlægges, er med udgangspunkt i det det enkelte barn og børnegruppen viser os. Det betyder, at alle børn får en oplevelse af at de har en ”stemme” og bliver set for den de er.

Har du ønske om at dit barn skal starte hos os, kontakt gerne Karin på mail (khv@viborg.dk) eller telefon (22 73 93 87) , så giver vi gerne en rundvisning og fortæller om vores dejlige børnehus og vores værdier. 

Engelsborg Børnehus logo